Mindwork Psykologisk Center

Kommuner

Fobiskolen

4,062

“Følelser. Menneskelige og fejlbarlige.”

Tusindvis af danskere lider af angst og/eller fobier som eksempelvis panikangst eller socialfobi. For mange kan angsten have stor betydning for tilknytningen til arbejdsmarkedet i form af lange perioder med sygefravær og/eller nedsat arbejdsevne.

Siden 2008 har Mindwork Fobiskole tilbudt kursusforløb til netop denne gruppe borgere. Et kursusforløb på Fobiskolen sigter både mod den rene håndtering af angstlidelsen og på fremadrettet tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked bl.a. gennem muligheden for etablering af virksomhedspraktik.

Vi har på Mindworks Fobiskole undervist og trænet flere hundrede mennesker, og kan dokumentere betydelige fald i forhold til angst og nedtrykhed. De tilknyttede praktikforløb har i mange tilfælde ført til ordinære ansættelser, uddannelsesplaner eller lærepladser.

01
Forløb

Formål og målsætning:
Fobiskolen har til formål at undervise og træne mennesker, for hvem angsten er blevet så omfattende og belastende, at det begrænser mulighederne for arbejde og uddannelse.
Målet med et forløb på Fobiskolen er, at kursisterne får reduceret deres angstsymptomer, og at deres muligheder for at vende tilbage til arbejde eller uddannelse afklares. Kurset giver herudover træning i at møde dagligt, strukturere hverdagen og arbejde i grupper. For at kunne støtte den enkelte deltager bedst muligt, inddrages en række fagpersoner, og der arbejdes således med den enkelte deltagers samlede situation og fremtidige muligheder.

Form:
Forløbet består af undervisning og øvelser på holdet samt individuelle psykologsamtaler. Undervisningen består af en kombination af teori og adfærdseksperimenter/eksponering, individuelle- og gruppeøvelser og mindfulness.

02
Vores tilgang

Fobiskoleforløbet arbejder ud fra en kognitiv adfærdsteoretisk ramme og kan medvirke til, at deltagere opnår en forbedring af deres tilstand og kan afklare muligheder for at genoptage arbejde eller påbegynde et uddannelsesforløb.

Indhold:
Et centralt element i at lære at håndtere sin angst er ’psykoedukation’, dvs. undervisning i angst og de fysiske symptomer, tanker, følelser og adfærdsmønstre, der knytter sig hertil. Derudover bliver kursisterne undervist i kognitive teknikker til angsthåndtering, som de skal afprøve i konkrete situationer og dermed udvide deres handlemuligheder. Der undervises endvidere i selvværdstræning, stresshåndtering og mindfulness.

03
Praktiske informationer

Visitation:
Alle kursister skal deltage i en visitationssamtale inden kursusstart. Visitationen aftales med sagsbehandler, som også har mulighed for at deltage i samtalen.

Varighed:
Et almindeligt fobiskoleforløb varer 6 uger. For deltagere der har problemer med at møde på grund af angst tilbydes et 2 ugers introduktionsforløb.

Praktik:
Mindwork tilbyder at etablere min. 10 ugers virksomhedspraktik i forlængelse af fobiskoleforløbet.

Undervisere:
Mindworks psykologer og konsulenter.

Sted:
Kurset finder sted i Mindworks lokaler i Ringsted eller København.

Tilbagemelding:
Efter kursets afslutning vil Mindworks psykologer udfærdige en vurdering af kursisternes udbytte af kurset samt evt. anbefalinger til videre foranstaltninger. Der er mulighed for at afholde individuelle tilbagemeldingsmøder sammen med sagsbehandler.

Opfølgning:
Deltagerne har mulighed for deltagelse i opfølgningsgrupper eller individuelle forløb efter Fobiskolens afslutning.

Pris:
Prisen afhænger af forløbets sammensætning. Kontakt os for at høre nærmere.