Lotus-2-web

Private

Compassion Fokuseret Terapi

Compassion Fokuseret Terapi/Compassion Focused Therapy (CFT) er en forholdsvis ny psykologisk retning udviklet af professor Paul Gilbert. CFT tilhører dét, der i fagtermer kaldes ”tredje generation af kognitiv adfærdsterapi”, og metoden er i de seneste år blevet stærkt udbredt verden over.

Compassion Fokuseret Terapi har solide videnskabelige rødder i både evolutionsteori, neurovidenskab, social- og udviklingspsykologi, kognitiv adfærdsterapi og mindfulness, og kan med rette betragtes som den mest moderne psykologiske tilgang, vi kender i dag.

Når der arbejdes med Compassion Fokuseret Terapi, har terapeut og klient fokus på udviklingen af ”compassion” – medfølelse og egenomsorg – da dette har vist sig effektiv i psykologisk behandling på tværs af både psykologiske udfordringer og forskellige terapiformer.

Der er i dag således evidens for anvendelsen af CFT i behandling af både angst, depression, smerter, spiseforstyrrelser, afhængighed/misbrug, personlighedsforstyrrelser og PTSD.

I et Compassion Fokuseret Terapiforløb får klienten indsigt i og viden om de forskellige psykologiske og fysiologiske processer, der kan være med til at skabe den skam og selvkritik – og manglende tålmodighed, omsorg, ro og forståelse – som kendetegner mange psykiske udfordringer. Forløbet vil typiske indeholde både visualiseringsøvelser, opmærksomhedstræning og åndedrætsteknikker, der understøtter udviklingen af compassion.

Efter endt udviklingsforløb er målet, at klienten står med en ”førstehjælpskasse” til eget brug, når hverdagen igen bliver udfordrende.