Compassion: En vej til mindre stress og mere balance

Af Henrik Tingleff og Vibeke Lunding-Gregersen

En af de allerbedste ideer vores stammoder fik var at rejse sig op på to ben. Da hun gjorde det, opnåede hun en evolutionær fordel, som aldrig set tidligere. Eller siden. Hun betalte med en lille smule hurtighed for et fænomenalt overblik.

De seneste år er det desværre som om, at vi er begyndt at lægge os ned på alle fire igen. Sælge ud af arvegodset for en hurtigere sprint på den korte bane. Men vi mister samtidig overblikket og fordelene – vi mister trivslen og balancen.

Fart på livet

De fleste af os kender livet anno 2017: En udfordrende hverdag med jonglering af børn og arbejde, korte deadlines, stort arbejdspres, effektiviseringer og organisationsændringer.

Der er selvfølgelig også alt det, der begejstrer: Projekterne vi er dybt passionerede omkring – både privat og professionelt, forfremmelsen vi jager, den rette sofa i stuen, den sunde kost eller de ambitioner, vi hjælper vores børn med at udleve.

Samfundet skubber godt til med effektiviseringer og fremdriftsreformer, og vi hjælper hinanden med at vedligeholde pulsen, når vi flasher det gode liv med fotos på sociale medier, og når vi konkurrerer (for jo; det gør vi altså!) om den sundeste, flotteste eller farverigeste ret på børnehavens ”tag en ret med”-buffet!

Hjernen på overarbejde

Udfordringen er bare, at vi slet ikke er designet til det liv, vi lever!

Den menneskelige hjerne er groft sagt et resultat af byggesjusk. Gennem millioner af år er den udviklet ved at nye moduler er blevet tilføjet. Aldrig ved at optimere det eksisterende.

Det betyder, at der dybt i den hjerne, vi alle går rundt med i 2017 ligger mere end 120 millioner år gammelt neuralt arvegods, som vi deler med både de aber, der rejste sig på to ben – og de krybdyr, padder og pattedyr, der herskede før dem.

Tag ikke fejl: Vi har brug for vores gamle hjerne. Den har været – og stadig – med til at sikre vores overlevelse. Det er hele dens præmis. Det er dét den er designet til: overlevelse og reproduktion.

I den gamle hjerne ligger nemlig de strukturer – populært kaldet motivationssystemet og trusselssystemet – der sikrer vores overlevelse ved at stimulere os til at udrette og opnå, til at kæmpe og opnå – og samtidig guider os til undgå trusler og farer.

Problemet er blot, at det liv vi lever i dag med pres, konkurrence, tempo og individfokus sætter fuld damp på disse gamle primitive dele af hjernen. De overstimuleres og hjernen kommer ud af balance.

Vi betaler prisen

Hverken den gamle hjernes trusselssystem eller det ældgamle motivationssytem er designet til at være så aktive så længe. Når vi alligevel tvinger dem til at være det, betaler vi prisen i mistrivsel, stress og udbrændthed.

Oven i dét kommer så, at når de primitive hjernestrukturer er så aktive, så kobles den store menneskelig hjernebark fra. Der hvor omtanken, empatien, rationaliteten og refleksionen sidder.

Derfor bliver vi mere optagede af at vinde diskussionen end at forstå modparten. Derfor kæmper bilisten og cyklisten om pladsen i højresvinget – frem for at søge øjenkontakt og give plads.

Derfor har vi – måske – den højeste skilsmisserate i 10 år!

Vi har skabt en kultur, hvor vi hylder det umenneskelige. Dem der tager en ”allnighter” og bare arbejder igennem til projektet er færdigt. Familierne hvor mor og far både læser MBA, dyrker fitness, og laver gourmetmad. Og de der hurtigst er tilbage efter sygdom.

Vi glemmer, at omsorg, nærvær og gensidig afhængighed – menneskelighed – netop var dét der blev Homo Sapiens helt store evolutionære fordel.

Compassion i praksis

Vi ved i dag – helt videnskabeligt – at compassion, er vejen til at balancere menneskehjernen. Skabe balance mellem den gamle og den nye hjerne. Koble den store menneskelige hjernebark til.

Vi ved også, at netop fordi compassion er en grundlæggende menneskelig egenskab, så kan det gennem træning udvikles og øges i os alle. Det er helt ligesom nede i fitnesscenteret – vi starter hver vores sted, vi kommer med hver vores forudsætninger; men træner vi vedholdende og intenst, så bliver vi alle stærkere. Uanset hvor vi starter.

Og vi kan starte meget enkelt.

Allerede din næste email kan blive mere ”compassionate”. Overvej om de ord du bruger fokuserer på tempo, problemer, og krav eller på kompetencer, relationer og værdsættelse. Kommunikerer du til modtagerens gamle eller nye hjerne? Du fremføre helt samme budskab, men kommunikerer du med compassion – så er du sikrere på at blive hørt.

Compassion i bilen

Du kan også gøre din næste køretur mere ”compassionate” – for dig selv!

Vil du fodre de mest primitive dele af hjernen ved at presse speederen i bund, søge ethvert hul i trafikken, skifte vejbane ved den mindste åbning og køre liiiiiige tæt nok på ”den gamle spand foran” for at signalere at han godt kan trække ind.

Eller vil du vælge en vejbane, holde hastigheden forholdsvis konstant – og glide med trafikken som den nu byder sig?

Du kommer måske 3 minutter senere frem. Til gengæld gør du det med en hjernebark der er aktiv – og du er bedre i stand til at lytte til det menneske du møder og til mere kvalificeret at reflektere over en problemstilling eller udfordring.

Lad menneskehjernen tale!

Det behøver altså slet ikke at være så svært at praktisere compassion. Det kan gøres i emails og på motorveje, i køen i Netto og i trængslen i bussen.

Det handler om et valg: Vil jeg lade Hypothalamus råbe ”mig mig mig” eller vil jeg lade hjernebarken søge at forstå, spejle og rumme mine medmennesker.

Målet med compassion er ikke, at vi skal blive mindre effektive eller innovative. Heller ikke at vi ”bare skal have det rart”. Målet med compassion er en bæredygtig tilgang til vores moderne komplekse liv. En tilgang der bygger på vores vigtigste ressource overhovedet: Menneskehjernen